Den addiktive personlighed
Fundamentet til afhængighed findes hos alle mennesker.
Det findes i den normale længsel efter at klare sig igennem livet med mindst mulig smerte og flest mulige nydelser. Det er vores negativitet og mistillid til andre og verden, uanset om denne pessimisme er gyldig eller ej. Der er intet galt med denne del af os, det er naturligt at have disse tanker i et vist omfang. Men når disse holdninger kontrollerer ens måde at leve på som afhængighed, kommer mennesker i vanskeligheder.
Nogle mennesker er mere sårbare over for afhængighed end andre. Disse mennesker kender ikke til at have sunde forhold og har ikke lært at have tillid. Måske er de blevet behandlet skidt af andre, mens de voksede op.
Hvis man er vokset op i en familie, hvor nærhed ikke var en realitet, bliver man mere modtagelig for en eller anden form for addiktive forhold af to årsager:
- Man har lært at distancere sig fra mennesker, ikke at være forbundne med dem.
- Det at vokse op i sådanne familier, efterlod en med en dyb ensom tomhed, som man gerne ville have haft udfyldt.
Afhængighed tilbyder en illusion om opfyldelse.
Afhængighed er en aktiv tro og et engagement i en negativ livsstil.
Afhængigheden begynder at vokse, når et menneske opgiver de naturlige måder at få sine emotionelle behov mødt.
Den negative forstærkning af en addiktiv personlighed er som et menneske, der står op om morgenen og hele dagen konstant siger til sig selv: ”Hvorfor anstrenge sig? Livet er hårdt”
Hver gang, afhængige vælger at handle på en addiktiv måde, siger de noget i retningen af:
- Jeg har egentlig ikke behov for …
- Jeg behøver ikke at gøre noget, jeg ikke har lyst til.
- Jeg er ikke bange for at se på livet og mine problemer.
- Ting og oplevelser er mere vigtige end mennesker.
- Jeg kan gøre alt, hvad jeg vil, når jeg vil, uanset hvem det skader.
Den tankegang støtter og bekræfter det addiktive værdisystem hos en afhængig. En personlighedsændring begynder at indfinde sig.
Som tiden går, og et menneske bliver ved at handle addiktivt, være anspændt og vedbliver at være emotionelt fjern fra andre, begynder afhængighedsdelen af hans eller hendes personlighed at tiltvinge sig mere magt over vedkommendes indre liv.
Desto mere de afhængige søger befrielse gennem afhængighed, desto mere skam begynder de at fornemme. Jo mere føler de et behov for at retfærdiggøre det forhold over for sig selv.
Enhver følelse af ubehag bliver en impuls til at handle addiktivt.
Når en madafhængig for eksempel føler sig ked af det, vil den indre afhængighed registrere det og fortolke det, ikke som en virkelig følelse, men som nøglen til mad.
Ved at acceptere de to sider af deres afhængighed, kan de ofte skabe en dør, som åbner udad, så de kan etablere sunde relationer. Benægtelse af en addiktiv personlighed er en del af en aktiv afhængiges liv. Derfor er accept af eksistensen af afhængighed fundamentet for helbredelsen.
Helbredelsen kommer af accepten